Borgerlig vielse anno 1927

Mine oldeforældre, Oluf Frederiksen og Metha (f. Sørensen) blev viet hos sognefogeden i Lyngby Sogn i Himmerland, den 26. november 1927.

Efter selve vielsen skulle vielsesattesten skrives, og rundt om bordet har snakken sikkert gået på økonomi. I hvert fald noterer sognefogeden ud for begge, at deres tidligere ægteskabelige status var “udgift” – og ikke ugift …


Vielsesattest



Nederst på vielsesattesten fremgår det i øvrigt, at der er blevet betalt 2 kr. – vel som en slags stempelafgift. Beløbet svarer til knap 60 kr. i nutidspenge.

Det er ikke kun kirken, der opererer med begrebet “til døden jer skiller.” Også borgerlige vielser var i princippet evigt bindende, og sammen med mine oldeforældres vielsesattest fulgte et fortrykt dokument med følgende tekst:


Til Minde om den højtidelige Stund, da De indgik Deres Ægteskab og som en Rettesnor for Deres ægteskabelige Samliv overgives Dem følgende Uddrag af den mundtlige henvendelse, som af Staten er anordnet ved Ægteskabers Indgaaelse for den borgerlige Øvrighed:
»Da De har henvendt Dem til Øvrigheden for at faa det Ægteskab, De agter at indgaa med hinanden, fuldbyrdet paa den i Loven foreskrevne Maade, og da alt, hvad der ifølge Loven skal paases, forinden en Vielse maa foretages, er blevet iagttaget vil dette Ægteskab nu være at fuldbyrde.
Forinden der imidlertid skrives hertil, paahviler det mig, som dette Steds Øvrighed, at minde Dem om Betydningen og Vigtigheden af den Forbindelse som De nu Staar i Begreb med at indgaa.
Det Løfte, De her skal give hinanden, indeholder et højtideligt Tilsagn om Kærlighed, Troskab, gensidig Hjælp og Bistand igennem hele Livet, i alle dets Forhold, under alle Omskiftelser; dertil forpligter De Dem i denne Stund og kalder Øvrigheden til Vidne derpaa. Agtelse for dette Løftes Hellighed er Betingelse for Familiernes Lykke og Tilfredshed og Grundvolden for den sædelige Orden; Overtrædelse deraf vil undergrave Deres Livs Fred og Deres Samvittigheds Ro, om den end ikke altid medfører Ansvar efter den borgerlige Lov.
I det Haab og den Forudsætning, at De begge vel har overvejet dette og har det faste Forsæt at holde det Løfte, De aflægger, og at leve med hinanden, som det sømmer sig rette Ægtefolk, i Kærlighed, Endrægtighed og Ærbarhed, tilsiger Øvrigheden Dem i Statens Navn alle de Rettigheder, der følger med et lovligt Ægteskab, men paalægger Dem tillige alle de Forpligtelser, som Ægtefolk har imod hinanden indbyrdes og imod andre, og indskærper Dem alvorligt opfyldelsen af disse Forpligtelser.«


Guldbryllup



Mine oldeforældre fejrede diamantbryllup i 1987. Billedet ovenfor er fra deres guldbryllup. Da Oluf døde i 1992, havde de været gift i 64½ år.

  1. Tænk at dele SÅ mange år sammen ! Det er altså fascinerende – selvom den tid uden tvivl også har haft omkostninger ifht. den personlige “udvikling”, vi i dag har så meget fokus på. Men der ER og bli’r noget stort ved tanken om, at man vitterligt stod modgang og medgang igennem…

    • Ja, personlig udvikling og selvrealisering sætter ægteskabet under pres. Vi vil være forelskede og lykkelige. Jeg ved ikke, hvor lykkelige eller nyforelskede mine oldeforældre var til deres diamantbryllup. Men de var glade – også for hinanden. Og de havde også al grund til at være tilfredse, de havde fået en søn og syv plejebørn godt i vej, skyldte ingen noget, og var begge livet igennem socialt engagerede og aktive i lokalsamfundet. Måske var de heldige og fandt begge den eneste ene, måske endte ægteskabet med at være en vane. Men de holdt af og om og med hinanden til det sidste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*