Dansk navnelovgivning gennem tiderne

Danmark har en af verdens mest restriktive lovgivninger på navneområdet. Den 1. april 2006 træder en ny og mere lempelig navnelov i kraft. Her er en kort oversigt over, hvorfor næsten halvdelen af os har et efternavn, der ender på sen.

I forhold til den forrige navnelov af 1981 er der flere interessante ændringer:

  • Navneændring bliver gratis
  • Muligheden for at tage bedsteforældres og oldeforældres slægtsnavne udvides til også at omfatte tipoldeforældre.
  • Det bliver muligt at tage sit eget mellemnavn som slægtsnavn.
  • Det bliver muligt at tage et slægtsnavn, hvis der er i forvejen er 2000 personer i Danmark, som bærer navnet.
  • Begrebet giftenavn bortfalder og et navn, erhvervet gennem ægteskab kan dermed bruges og videregives på samme måde som et navn, der er erhvervet ved fødslen.
  • Samlevende sidestilles med ægtefolk, så de kan få hinandens efternavn.
  • En række fornavne, som kan bruges af både drenge og piger, bliver tilladt.
  • Muligheden for brug af patronymer genindføres.


1526: Adelen skal føre faste slægtsnavne

Frederik I påbød adelen at føre faste slægtsnavne i 1526. Det var der ikke de store problemer med, for de fleste adelsslægter førte i forvejen faste slægtsnavne efter tysk forbillede.

Fra midten af 1500-tallet bredte de faste efternavne sig til byernes overklasser: embedsmænd, købmænd og i nogen grad håndværkere. Og derfra bredte skikken sig langsomt til de lavere samfundslag.

Særligt blandt præsterne opstod mange slægtsnavne som fx Høgsbro, Pontoppidan og Paludan. I min egen slægtsdatabase kan man se Jens Axelsen Bjørn, der var sognepræst i Sæby. Bjørn ses også senere i den latiniserede form Ursin.

Min egen 10xtipoldefar Christen Eriksen (ca. 1540-1599) var skriver og ridefoged i Hjørring. Han var bl.a. kendt som Christen Bistrup, som var navnet på hans gård i Hjørring by. Flere af Christens børnebørn og oldebørn kaldte sig også Bistrup.


1771: Slesvigerne skal bruge slægtsnavne

Struensee var i mange henseender fremsynet, og i 1771 udsendte han et reskript til borgerne i det slesvigske hertugdømme, der påbød dem at indføre faste slægtsnavne.

Et af hovedformålene var blandt andet at forsøge at eliminere stridigheder og forviklinger i forbindelse med arvesager. Desuden var lægdsrullerne som regel afskrifter af dåbsindførslerne, og det var tit et større detektivarbejde at finde den Jens eller Niels, der skulle gøre militærtjeneste.

Kort sagt gav det en masse administrativt bøvl, at familier over det ganske land ikke brugte faste slægtsnavne.

I Tørning Len var de åbenbart noget vrangvillige med hensyn til at følge den nye navnelov. I hvert fald blev det i 1790 indskærpet over for borgerne, at de skulle følge reskriptet fra 1771.


1828: Kongeriget får en dåbsforordning

Indtil videre havde myndighederne ladet kongerigets indbyggere være i fred, men i 1828 udsendte Frederik VI en dåbsforordning, hvor det bl.a. fremgik af § 18, at ethvert barn herefter skulle døbes “ei alene med fornavn, men og med det familie- eller stamnavn, som det i fremtiden bør bære.” Det begrundes ikke, hvorfor det var vigtigt med familienavne, men mon ikke motiverne var de samme som i de slesvigske reskripter.

I § 18 pålægges det også præsterne at se til, at børnene ikke døbes “upassende navne.” Efter sigende var denne bestemmelse foranlediget af en sag med en mand, der havde ønsket at hylde den danske akvavit ved at kalde sin datter Snapsiana …

Dåbsforordningen af 1828 gav dog intet svar på, hvem der skulle bestemme, hvad børnene skulle hedde. Derfor fulgtes den op af et cirkulære, der foreskrev at såfremt familien ikke i forvejen havde et slægtsnavn, var det op til faderen at bestemme barnets efternavn. Fædrene fik oven i købet en række valgmuligheder, når de skulle vælge efternavne til poderne:

  1. Faderens eget efternavn
  2. Faderens fornavn efterfulgt af et -sen (patronym)
  3. Et stednavn som familien havde tilknytning til.

I cirkulæret fremgik det også at alle søskende skulle bære det samme efternavn. For kvinderne betød dette i praksis et farvel til skikken med faderens fornavn efterfulgt af -datter.

Det var ikke problemfrit at indføre love, der gik imod århundreder gamle traditioner. Særligt i landsognene var holdningen den, at myndighederne med deres navneregler stak deres næse i noget, der ikke ragede dem. Det var spiseligt, at alle børn skulle have samme efternavn, og efter 1828 forsvinder de kvindelige patronymer lige så stille. Værre var det med de faste slægtsnavne og, at børnene dermed ofte ville få faderens efternavn, der jo egentligt var farfaderens patronym.

Mange steder valgte man at tolke cirkulæret sådan, at hver generation selv måtte bestemme deres slægtsnavn. Og dermed gik hele idéen med navneloven tabt.


1856: Dåbsforordningen indskærpes

Denne praksis blev imidlertid stoppet med endnu et cirkulære i 1856. Heri fremgår det bl.a.: “at det faste familie- eller stammenavn, der efter frd. af 30te maj 1828 éngang er blevet valgt, ikke blot skal komme til anvendelse for alle børn i den samme generation, men også for alle følgende generationer i den samme familie.”

Samtidig fik præsterne lodret ordre om altid at døbe børnene til det efternavn, deres fader havde. Det betød, at de udbredte sen-efternavne blev altdominerende, fordi der nu var lukket for en løbende tilgang af tilnavne og stednavne.

Frem til 1904 var det kun muligt at ændre sit efternavn ved kongelig bevilling. Men de var dyre og ofte meget vanskelige at opnå. Det var som regel i forbindelse med adoptioner, at borgere søgte kongelig bevilling til navneændring. Fraskilte kvinder skulle også søge om bevilling for at få deres pigenavne tilbage, og disse blev som regel meddelt uden videre.


1904: Det bliver billigere at foretage navneændring

I maj 1903 besluttede justitsminister Alberti at det skulle være nemt og billigt at erhverve et efternavn. Landets borgmestre, by- og herredesfogeder og overpræsidenten i København skulle have mandat til at udstede navnebeviser.

Den 22. april 1904 underskrev Christian IX Albertis lovforslag og Danmark fik dermed sin første navneforandringslov.
Sammen med loven blev der udarbejdet en negativliste over forbeholdte navne, som dermed ikke kunne erhverves. Alle, der ønskede at forbeholde sig sit efternavn skulle meddele dette til Justitsministeriet inden juli 1905. I alt blev der anmeldt 7.391 navne. Listen blev siden udvidet mange gange frem til 1987, hvor den til sidst indeholdt 69.000 forbeholdte navne.

Desuden fredede Justitsministeriet ca. 500 navne, “der har været båret af personer, der har gjort sig fortjente af Fædrelandet.” Dermed forhindrede man at ædle navne som Absalon, Bissen og Tordenskjold blev besudlet af almindelige borgere.

Navneforandringsloven var kun tiltænkt en 10-årig overgangsperiode. Tanken var, at rigtig mange mennesker i løbet af få år skulle ændre deres efternavne, så antallet af folk med sen-efternavne hurtigt ville blive reduceret. Det viste sig dog at Hansen og Jensen var ret ligeglade med udsigten til at kunne få flotte, forkromede efternavne, og frem til 1915 blev der kun udstedt ca. 6.000 navnebeviser, som omfattede ca. 20.000 personer.

I 1916 besluttede man at forlænge ordningen i yderligere 5 år, derefter i yderligere 10 år og igen i 10 år. I 1940 besluttede man at forlænge loven “indtil videre.” Fra 1916 til 1940 udstedtes knapt 10.000 navnebeviser.


Eksempler på 1904-loven i min egen familie

Min tipoldefar Jens Christian Larsen (1859-1923) fik i februar 1905 kongelig bevilling på efternavnet Kjær og kaldte sig herefter Jens Christian Larsen Kjær. Kjær havde allerede været brugt som tilnavn i generationer siden midten af 1700-tallet og stammer sandsynligvis fra Øster Hornum i Himmerland.

En anden tipoldefar, Jens Peter Jensen (1872-1965), købte i 1906 efternavnet Nysom og kaldte sig herefter Jens Peter Nysom. Nysom havde været et tilnavn i familien siden Jens Peters oldemor (min tiptiptip-oldemor), Maren Sørensdatter (ca. 1782-1858), der var født og opvokset i Nysum i Ravnkilde Sogn i Himmerland. Stavemåden Nysum var i øvrigt forbeholdt byen, og min tipoldefar kaldte sig derfor i stedet Nysom.

Flere brødre til min tipoldemor Oline Jensen (1867-1949) fik 12. marts 1904 kongelig bevilling på navnet Bisgaard. Gården Bisgaard ved Pandrup i Vendsyssel havde på det tidspunkt været i familiens eje i flere generationer.

En bror til min tiptiptip-oldefar David Jacob Pedersen (f. 1840) fik i 1905 kongelig bevilling på efternavnet Bech. Tilnavnet kan spores tilbage til midten af 1700-tallet og deres oldefar, der kom fra Snedsted Sogn i Thy.


1961: Den første egentlige navnelov

I 1952 blev det slut med at forlænge 1904-loven. Det var dog ikke før i 1961, at Folketinget vedtog Danmarks første navnelov. Med 1961-loven var det ikke længere nødvendigt med kongelig bevilling for at få et nyt navn.


1981: Man kan tage sine oldeforældres efternavne

Med den nuværende navnelov af 29. april 1981 blev det muligt at tage et efternavn som man tidligere har båret, samt forældres, bedsteforældres og oldeforældres efternavne. Uanset om de måtte være beskyttede eller ej.


2006: Igen mulighed for patronymer

Noget af det mest interessante ved den kommende navnelov er genindførelsen af muligheden for patronymer: Den oprindelige årsag til, at Struensee overhovedet indførte en navnelov for over 200 år siden.

  1. Hejsa. Jeg håber at du kan hjælpe mig med et spørgsmål: Min farfar er begyndt at slægtsforske, og hans far købte vores efternavn og fik derfor et navnebevis som desværre er forsvundet. Har du nogen anelse om, om man kan rekvirere sådan et navnebevis på ny? Vh. Maria.

  2. Hej. Jeg har i længe tid gået og tænkt på om man godt kan tage sin oldemors slægsnavn navn. Min oldemors slægsnavn var Dorthea, og ville høre om man kunne få lov at få det. Og om det kostede noget, og om man skulle have beviser for det.

    • Hej Camilla

      Hvad angår efternavn, kan du frit tage et efternavn, som dine forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre har båret (jf. navneloven § 4).

      Dorthea er et almindeligt fornavn, så det kan du også frit tage som et fornavn eller mellemnavn (navneloven § 13).

      Det koster et administrationsgebyr at foretage navneændring. Gebyret reguleres hvert år til nytår og er i 2015 på 510 kroner.

  3. Kære læser,

    Min familie købte navnet i maj 1911 med kongelig bevilling. Mit spørgsmål er.
    Hvilken beskyttelse er der overfor virksomheder, der anvender navnet?

    Med venlig hilsen,

    Flemming Ast

    • Hej Flemming

      Jeg ved ikke præcist, hvilken beskyttelse, der findes. Der afhænger nok af, hvordan virksomheden benytter navnet.

      Men noget må kunne gøres. Tænk fx på Katja Kean og Lars Hug, der ikke måtte bruge deres kunstnernavne, efter familier med samme navne fik sat en stopper for det.

  4. i 1961 fik jeg min mors pigenavn. I 1975 blev jeg gift Svane, men skrev under på, at mit t fremtidige navn skulle være Bodil Kirsten Weibel Svane. I mit nye ægteskab d. 29.3.2005. skrev jeg igen under på, at mit fremtidge navn skulle være Bodil Kirsten Weibel Svane. Da jeg 2009 skulle forny mit pas fik jeg at vide at mit familienavn var blevet slettet. Jeg har været i kontakt med min præst i Asnæs og kordegnen i Rødovre og fået at vide, at jeg skal købe mit familienavn igen. Hvorfor? Det er da ikke rimeligt. M.v. Hilsen Bodil Svane

    • Hej Kirsten

      Som jeg forstår de gældende navneregler, så kan man tage et efternavn, som ens forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre har båret. Dette var gratis fra 2005-2007, men siden har der været pålagt et gebyr, som aktuelt er på 470 kr. (før 2005 var gebyret på 3.000 kr.).

      Det er muligvis dette gebyr, som præsten og degnen henviser til. Alternativt kan du forhøre dig hos Folkeregisteret.

  5. Så sent som i 1957 skulle jeg søge justitsministeriet om navneforandring, og mit navnebevis er “givet under vor kongelige hånd og segl” af salig Frederik nital den 7.juni d.å.! så det var så-som-så med forlængelsen af 1904-loven.
    mvh
    Bjarne

  6. I forbindelse med min slægtsforskning er jeg stødt på en del navneforvirring vedr. en af mine forfædre. Han døbes i 1750 som Anders Hansøn. Ved hans konfirmation 1766 og trolovelse/vielse 1779 og efterfølgende barnedåbe benævnes han i kirkebogen som Hans Hansen. Kan præsten have skrevet forkert i kirkebogen ved dåben og mon man fik en dåbsattest på den tid, hvor der muligvis har stået et andet navn end i kirkebogen? I begyndelsen af 1780’erne bliver han sognefoged og herefter skifter han navn for anden gang. Nu hedder han i kirkebogen Hans Hansen Lind eller kun Hans Lind. Kunne man mon på den tid som sognefoged bare bevilge sig selv et nyt efternavn. Det har ikke været mig muligt at finde nogle bemærkning om navneændring i Kirkebogen. Muligvis findes der andre optegnelser fra den tid om navneændring. Denne navneforvirring foregår i Agersø Sogn.
    Med venlig hilsen Nina

    • Hej Nina

      Først og fremmest forholdt det sig lidt anderledes med efternavne i 1700-tallet end i dag. Efternavne, som vi kender dem, blev først indført i midten af 1800-tallet. Før den tid havde man ikke faste efternavne, men brugte i stedet patronymer (faderens navn + “sen”) til at skelne folk fra hinanden. Patronymer regner man ikke for efternavne, men snarere som kaldenavne. Så, når der ikke var juridisk gældende efternavne i 1780erne, så var det heller ikke nødvendigt med en bevilling til at tage navneændring. Og derfor findes der ingen bemærkninger om det i kirkebogen eller nogle andre steder.

      Til gengæld undrer det mig lidt med Anders, som bliver til Hans, og umiddelbart vil jeg vurdere, at det slet ikke er den samme person.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*