Skibsplyndring på Nørlev Strand i 1790

Hvad der havde været almindeligt blandt danske kystbeboere i generationer, fik pludselig alvorlige konsekvenser for et helt lokalsamfund, da 80 mænd blev dømt i forbindelse med tyveri fra et forlist skib.

I århundreder havde det været almindeligt, at folk langs kysterne tog det, der skyllede op på stranden – og plyndrede skibsvrag. Man regnede det ikke for ”rigtigt” tyveri. Men ikke desto mindre var det forbudt ved lov at stjæle fra strandede skibe.

Den 20. oktober 1790 strandede skibet Die gute Erwartung på Nørlev Strand, syd for Hirtshals. Skibet var på vej til London med hvede fra Stettin i Preussen.


Vis stort kort


Bjergning og plyndring

Umiddelbart efter strandingen, iværksatte man en bjergning af lasten. Bjergningen varede i fire dage og undervejs blev man opmærksom på spor af tyveri fra skibet. I løbet af to-tre nætter kunne man konstatere, at der forsvandt en del sække med hvede.

Skibets kaptajn og områdets øverste myndighed, herredsfogeden fra Hjørring, blev enige om at lade fire karle patruljere langs stranden om natten mellem den 24. og 25. oktober. De skulle holde øje med både, der kom i nærheden af vraget.

Allerede kl. ti om aftenen opdagede karlene tre både, der lagde til ved vraget. Yderligere fire karle blev tilkaldt og i løbet af natten tog de omkring 40 personer på fersk gerning i at stjæle fra skibet. Alle blev påbudt at aflevere hveden ved en vagtpost på stranden.

De otte karle aflagde rapport ved et politiforhør den 12., 13. og 14. november og resultatet af forhøret blev sendt til stiftsbefalingsmanden i Aalborg, der gjorde kancelliet opmærksom på sagen.


Kagstrygning og tugthusarbejde på livstid

Den 11. februar 1791 nedsættes en kommission, der skal undersøge og dømme tyveriet. Kommissionen får bemyndigelse til at indkalde alle, der enten måtte kunne oplyse noget om sagen eller var direkte involveret i tyveriet.

I første omgang indkaldes 18 mænd til forhør den 15. marts 1791 kl. 10 om formiddagen. De bliver alle udsat for 13 standardspørgsmål, fx om de var bekendte med strandingen og, hvor de havde været natten mellem den 24. og 25. oktober.

Forhøret viser, at det største tyveri skete natten til den 25. oktober, hvor tyvene blev overrasket af de otte ryttere. Desuden ses det, at indbyggerne i Tornby er først på færde idet nogle af dem er ved vraget allerede et par dage efter forliset. Rygtet om strandingen breder sig fra Tornby ud over sognet og videre til Horne og Asdal.

Efterhånden som den ene angiver den anden, bliver i alt 134 mænd fra Tornby, Horne og Asdal Sogne anklaget for tyveri. Den 4. juli 1794 – næsten fire år efter retssagens begyndelse – falder kommissionens dom. De såkaldte hovedforbrydere, 69 mænd i alt, idømmes kagstrygning og fæstningsarbejde på livstid, og en række medskyldige idømmes to måneders tugthus. Desuden bliver mange idømt bødestraffe for toldsvig. Ca. 50 mænd frikendes.


Sagen kommer for Højesteret

I december 1794 kommer sagen for Højesteret, der iværksætter sin egen undersøgelse i april 1795. Først i januar år 1800 foreligger kammeradvokatens (anklageren) indlæg, og i juni 1800 kommer forsvareren med sit indlæg. I mellemtiden, mens sagen har verseret, har ingen afsonet deres straffe.

Forsvareren gør især opmærksom på, at det vil få fatale følger for lokalsamfundet, hvis over 80 mænd og forsørgere fra de tre sogne fængsles på livstid. Forsvareren understreger også at »gammel indgroet Fordom, tildels Vane, har været en Bevæggrund for de Tiltalte,« og at de »enfoldige, uoplyste Kystbeboere« ikke har handlet i ond tro. Desuden gøres opmærksom på, at det meste af den stjålne hvede var våd og delvis fordærvet.

Den 24. oktober 1800 – ti år efter forliset – falder Højesterets dom. De 69 hovedmistænkte får nedsat deres straffe til 2 års tugthusarbejde i Viborg og bøderne for toldsvig bortfalder. En række hælere bliver idømt 1 års tugthus og nogle enkelte, der ikke havde været direkte involveret i tyveriet og hæleriet, idømmes 2 måneders tugthusarbejde. I alt 78 mænd bliver dømt.


I mit eget slægtstræ findes også nogle stykker, som var involverede i tyveriet i 1790:

  • Laurids Jørgensen Kiil (1755-1845), gårdfæster i Tornby, bror til min tip6oldefar (på farmors side). Laurids blev idømt to års tugthus, indsat 20. juni 1806 og benådet 21. juni 1807.
  • Anders Pedersen Brun (1745-1806), gårdmand i Nr. Tornby, svoger til min tip6oldefar og ovenstående. Anders idømtes to måneders tugthusarbejde for hæleri, indsat 20. juni 1804 og benådet 21. august.
  • Peder Andersen Brun (1770-1855), søn af ovenstående. Peder blev idømt to års tugthusarbejde og fik desuden en tillægsstraf på tre måneder, fordi han i april 1801 brød ind hos sognefogeden og forsøgte at stjæle korn. Han forsvandt samme nat fra sognet, efterlod sin hustru og to små børn og var væk i tre måneder, uden at nogen vidste, hvor han opholdt sig.
  • Chresten Iversen (ca. 1760-1836), tjenestekarl, gift med min tip5oldemor (på mormors side). Chresten blev idømt to års tugthusarbejde, indsat 1. maj 1802 og løsladt 1. maj 1804.


Afsoning – 11 år efter forbrydelsen

Noget tyder på, at der har været kræfter i sving for at få en kongelig benådning. Dette er i så fald ikke lykkedes, men i hvert fald går der yderligere 1½ år, før de første dømte kommer til at afsone i Viborg Tugthus. 11½ år efter sagen tager sin begyndelse, den 1. maj 1802, påbegynder det første hold dømte deres afsoning. I alt 20 mænd fra Tornby og Horne.

Det første hold får lov at afsone hele straffen, mens de senere hold bliver benådet før straftidens udløb. Andet hold bestod ligeledes af 20 personer, som indsattes 20. juni 1804. Det tredje og sidste hold bestod af 16 mænd, de indsattes 20. juni 1806.

Yderligere 22 mænd har enten afsonet et andet sted, eller er måske døde inden afsoningen kunne finde sted. Nogle kan også have unddraget sig straf ved at flygte.



Christen Iversen i fangeprotokollen
Christen Iversen var gift med min tip5oldemor, og var blandt de første 20, der kom på vand og brød i Viborg Tugthus. Af tugthusprotokollen kan man se, at han og de andre blev indsat den 1. maj 1802 og skulle afsone to år for Strandtyveri.



Lars Kiil i tugthusprotokollen
Lars Jørgensen Kiil var bror til min tip6oldefar og en af de sidste 16, der måtte den lange tur til Viborg. De blev indsat den 20. juni 1806 – næsten 16 år efter, Der Gute Erwartung var gået på grund. Til gengæld slap de med et enkelt år bag lås og slå.

Lukket for kommentarer.