Min tip4oldemors selvmord i 1858

Søndag den 6. juni 1858 hængte min tip4-oldemor sig i sin seng. Ved det efterfølgende forhør forklarer flere vidner, at hun gennem længere tid havde lidt af tungsind og sindsforvirring. Sandsynligvis led min tip4-oldemor af noget så moderne som depression.

Selvmord krævede også tilbundsgående undersøgelser i gamle dage. Først og fremmest skulle det afgøres, om den afdøde var død for egen hånd, eller om der eventuelt var sket en ulykke – eller ligefrem en forbrydelse. Desuden var det frem til 1867 ikke tilladt selvmordere at blive begravet i indviet jord, medmindre de pårørende kunne bevise, at vedkommende ikke havde været sig selv, da selvmordet skete. Og, hvis man ikke blev begravet i indviet jord, så kom man heller ikke i Himlen!

Vidneafhøring

Kl. 8 om morgenen, mandag den 7. juni 1858 var der forhør på Holmgården i Skibsted, hvor mine tip4-oldeforældre, Niels Lang og Karen Hansdatter, var aftægtsfolk hos deres datter og svigersøn – mine tiptiptipoldeforældre. Til stede var en fuldmægtig for politimester, justitsråd og herredsfoged Hvass og også to retsvidner, der blot omtales som Jensen og Clausen. Enkemanden Niels Nielsen Lang, tjenestepigen Marie Christensen, svigersønnen Jens Jensen, datteren Ane Marie Nielsen og kapellan Windfeld afgav alle vidneforklaring.

Niels Lang forklarede først, at han dagen forinden ved halvtolvtiden var gået i marken for at hjælpe en tjenestedreng med at drive køerne hjem. Da han kom tilbage en halv times tid senere »fandt han at hans Kone havde hængt sig i Sengebaandet i deres Seng, hvor hun paaklædt sad paa Knæerne og havde bunden Sengebaandet om Halsen og hængte med Hovedet forover. Han greb en Kniv og skar øieblikkelig Rebet over.«

Sammen med tjenestepigen forsøgte han at genoplive sin livløse hustru ved at ryste hende og stænke koldt vand på hendes bryst. Men forgæves. Niels konkluderer desuden, at »hun maa formedentlig ogsaa strax efter at han havde forladt hende for at gaae i Marken have udøvet Ugerningen, thi hun var allerede kold da han nedskar hende.«

Niels forklarer videre, at han ikke vidste, hvad der kunne have fået Karen til at tage sit liv, men mente, at det måtte være »Sindsvillelse og Tungsindighed.« Da Niels havde forladt Karen, havde hun været i gang med at lave middagsmad og var »Temmelig vel«. Men Niels tilføjer, at Karen havde været syg siden fastelavn og havde været sengeliggende en stor del af tiden, og desuden havde hun lidt af tungsind i flere år. Han fortæller også, at Karen aldrig havde talt om at tage sit eget liv – tværtimod var hun bange for døden. Til sidst i vidneforhøret gentager Niels, at han er overbevist om, at Karen tog livet af sig i et anfald af sindsforvirring.

Tjenestepigen Marie Christensen bekræfter Niels Langs vidneudsagn og bekræfter i øvrigt, at Karen havde været syg gennem længere tid. »Og under denne Sygdom har hun været meget tungsindig og ofte sindsforvirret og der er saaledes al Sandsynlighed for at hun under Anfaldet af en saadan Tilstand er bragt til at ende sit Liv.«

Svigersønnen forklarer også at den afdøde havde lidt af tungsind og sindsforvirring siden fastelavn og nævner som eksempel en episode, hvor Karen var forsvundet. Først efter længere tids søgen havde man fundet hende i laden, hvor hun havde begravet sig i en stak halm.

»Capellan Windfeld af Skibsted, som var kommen tilstede under Forhøret, erklærede at han flere Gange har besøgt den Afdøde i hendes Sygdom og ved at tale med hende fundet hende i en meget tungsindig til Afsindighed grænsende Tilstand.« Kapellanen fortæller videre, at Karen på et tidspunkt havde sendt bud efter ham for at give hende sygesalvelse, men, at hun ikke ville modtage den, da han kom. I stedet ville hun kun tale om sin fysiske tilstand.

Dømt til hvileløshed?

Under ligsynet fandt man ingen tegn på, at der skulle have været foregået en forbrydelse. Det konstateredes, at liget havde en stribe på halsen, hvor rebet havde siddet.

Som tidligere nævnt kunne selvmordere ikke blive begravet i indviet jord medmindre det fandtes bevist, at den afdøde ikke havde været sig selv på tidspunktet for selvmordet. Denne lov kendes fra Danske Lov i 1683 og den blev først afskaffet i 1867.

Det var en alvorlig sag, hvis man ikke blev begravet på kirkegården, for ifølge folketroen ville man ikke kunne finde hvile og ikke komme i Himlen, hvis man ikke kom i indviet jord. Desuden knyttede der sig en del overtro til begravelsesritualerne for selvmordere, der blev begravet på kirkegården. For eksempel mente mange, at selvmordere ikke måtte klædes i ligtøj, men skulle begraves i det de havde haft på da de døde. Nogle steder brugte man også at lægge fx rebet vedkommende havde hængt sig med ned i kisten sammen med den kniv, der blev brugt til at skære liget ned med – plus en spån fra bjælken som den døde havde hængt i.

Hvor meget overtro, der prægede Karens begravelse er ikke til at sige, men i kirkebogen kan man læse: »Efter Amtets Resulation af 9. Juni blev det tilladt, at den Afdøde maatte begraves på Kirkegaarden med de sædvanlige Ceremonier.«

Karen Hansdatter blev begravet den 13. juni 1858 på kirkegården i Skibsted. Hun blev 66 år. Niels Lang levede i yderligere 16 år og døde på Holmgård i 1874 i en alder af 83 år.

Historien gentager sig

Et skræmmende twist til historien er, at samme skæbne overgår datteren, Ane Marie, i 1874. Min tiptiptip-oldemor. Hun led sandsynligvis også af depressioner og hængte sig i selv samme hus som sin mor, 16 år forinden.

Den arveligt disponerede sygdom har siden spøgt ned gennem generationerne. Men heldigvis ikke med så ulykkelig udgang som for Karen og Ane Marie. For nogle år siden var jeg selv i behandling for svær depression.

  1. Hej Kenneth

    Pudsigt at du skriver, du selv har været i behandling for svær depression. Det har jeg også efter at have lidt (og det er virkelig “at lide”) af en sådan gennem tre år. Jeg er så glad for at være rask og ganske almindeligt glad igen.

    Min oldefar (mormors far) hængte sig i 1940 ude i værkstedet i stroppen fra sin keddeldragt, men som der står i politirapporten var han nu “temmelig afhængig af drik”. Jeg er adopteret, så hos mig er der ikke noget “genetisk interessant” over det. Jeg ved ikke rigtig noget om den biologiske families forhold til den slags.

    Jeg synes, det er påfaldende mange i min slægtsdatabase, der hængte sig eller på anden måde fagik ve døden for egn hånd. Jeg synes, der er tale om en overrepræsentation i forhold til normalbefolkningen, men det er nok bare en fornemmelse.

    Venlig hilsen
    Hanne B. Stegemüller

    • Hej Hanne
      Jeg kender ikke til mine tip- og tiptip-older (som kom efter Ane Marie), men med Karen Hansdatter i 1858 er jeg 8. generation med depression. Jeg ved også at lidelsen spøger i nogle af fætter-linjerne til mine direkte aner.
      Et forskningsprojekt har vist, at mange færinger, der er skizofrene eller maniodepressive nedstammer fra en og samme forfader. Og det er da ikke utænkeligt, at der er en overrepræsentation af selvmordere i din slægtsdatabase. Det er en hyppig konsekvens af psykiske lidelser – ligesom druk ofte er et symptom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*