Patronymer

patronym eller patronymikon
af græsk patrōnymos, patrōnymikós, ’opkaldt efter sin far’
afl. af pater ’fader’ + ónyma ’navn’.

Politikens Nudansk Leksikon



I Danmark har over halvdelen af os et efternavn, der ender på det velkendte –sen. De 20 mest almindelige efternavne ender på sen, og i top-100 er hele 64 af dem sen-navne. Det mest almindelige ikke-sen-navn i Danmark er Møller på 21. pladsen.

De fleste ved, at disse efternavne stammer fra dengang, hvor vi brugte patronymer – altså at et barns efternavn bliver konstrueret ud fra faderens fornavn og med et -sen påhægtet. Pigerne fik tilsvarende suffikset –datter, der blev udfaset med navneloven af 1828.

Et patronym regnes ikke for et ”rigtigt” efternavn, men mere som et kaldenavn.

Med navneloven af 1856 blev det reelt forbudt at anvende patronymer og familierne skulle nu anvende det samme efternavn i alle fremtidige generationer. I byerne havde de nemt ved at tilpasse sig og sværest var det i Vendsyssel, hvor fx min oldefar blev født i 1902 og døbt Oluf Frederiksen efter sin far Frederik Jepsen.

Jeg hedder Knudsen, men det er et familienavn og ikke et patronym. Mit efternavn er ikke konstrueret ud fra min fars fornavn, men derimod ud fra min tiptipoldefars.


Patronymer i Norden

Resten af Norden har haft den samme navnetradition som Danmark og i Norge er Hansen det mest almindelige efternavn, hvor patronymer blev forbudt i 1923. I Sverige består top-3 af Johansson, Andersson og Karlsson, og de 19 populæreste efternavne i Sverige er oprindeligt patronymer, der blev forbudt i 1901.

Dog kender kender man stort set ikke til patronymer i Finland. De har traditionelt taget navne efter de områder eller gårde, deres slægter kom fra.

I Grønland er top-3 i øvrigt Petersen, Olesen og Jensen.

Island og Færøerne er nogle af de eneste lande i verden, der stadig bruger patronymer. Herboende islændinge og færinger med nyfødte børn har i mange år været i klemme, fordi patronymer som bekendt er forbudt. De seneste år har islandske og færøske familier fået dispensation til at bruge patronymer, og det er i høj grad af hensyn til disse, at det med navneloven af 1. april 2006 igen bliver muligt at anvende patronymer i Danmark.

På islandsk og færøsk bruges suffikserne –son og –dóttir.

Som et bevis på den danske indflydelse i området, så har mange nordtyskere også et sen-navn.


Vesteuropa

Men der er langtfra kun i Skandinavien, at vi har praktiseret patronymer. I Nederlandene har man brugt –zoon og –dochter, der efterhånden er blevet til –sen som i Danmark. I det nordlige Holland ser man også endelsen –ma.

I Flandern har man i stedet for søn- og datter-suffikser nøjedes med at bruge ejefalds-s’er, og Peeters søn, Wouter, er derfor blevet kaldt Wouter Peeters. Efternavne som Peeters og Wouters er stadig almindelige i Belgien.

Tyskerne har generelt ikke haft tradition for patronymer, men i Vestfalen ser man efternavne med endelsen -ding; fx Humberding og Alberding, afledt af Humbert og Albert.

I Frankrig kan man opleve præfikset Fils- ’søn af’. Det er afledt af latinsk filius ’søn’. Med normannernes invasion af Storbritannien og Irland kom præfikset Fitz- til Irland.

Mac betyder ’søn’ på gælisk, og er udbredt i både Irland og Skotland. MacDonald betyder altså slet og ret ’Donalds søn’. Mac ses ofte forkortet til Mc. NicDonald betyder ’Donalds datter’.

I Wales brugte man tidligere ap ’søn af’, eller verch ’datter af’. Owens søn blev kaldt John ap Owen, der med tiden er blevet trukket sammen til Bowen, som er et almindeligt efternavn i dag. Det samme ses fx med Bryan; ap Ryan.

Blandt spaniere ser man navne som Rodrígez og Álvarez, der af afledt af Rodrígo og Álvaro. I Portugal bruges samme mønster, hvor fx Fernandes er afledt af Fernando. De sydamerikanske navneskikke er oftest efter spansk/portugisisk forbillede.

I Italien har der ikke været den store tradition for patronymer, men kan ses i navne som di Marco, der betyder ’efterkommer af Marcus’. Præfikset de er sjældent, men ses fx blandt adelsslægter, der kan spores tilbage til Romerriget.

Mange af de græske øer har haft deres egne navnetraditioner, men navne, der ender på –poulus, -idis, -iadis, -akis, -atos og –ellis, er alle oprindeligt patronymer.


Østeuropa

I mange slaviske lande ses efternavne med endelserne –vich, -vić, -vič og –vicz. Også i Rusland, hvor man stadig bruger patronymer som mellemnavn. I Sovjetunionen skulle alle have et patronym som mellemnavn. Boris Nikolajevich Jeltsin var den tidligere, russiske præsidents fulde navn. I stedet for –vich bruges –ovna eller –yevna til piger.

I Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker har man også benyttet ejefald; fx Ivanov ’Ivans (søn)’ og Ivanova ’Ivans (datter)’.

Østeuropæiske patronymer (-søn/-datter):
Ukraine: –ytsch/-wytch
Polen: -ski/-ska
Tjetjenien: –ský/-ová
Rumænien: -escu/-eanu

serbokroatisk brugtes –ić for begge køn, og i Armenien er efternavne med endelserne -ian eller -yan bevis for en historisk brug af patronymer.


Mellemøsten

I Mellemøsten er det almindeligt med præfikser. I Bibelen ses eksempler fra aramæisk, fx Bar-jonah, hvor bar betyder ’søn af’. På hebræisk bruges hhv. ben og bat til drenge og piger.

arabisk betyder ibn, bin og ibnu ’søn af’ og bint ‘datter af’. Osama bin Laden betyder ‘Osama, Ladens søn’.

Arabisk har haft indflydelse på Malaysia, hvor man bruger hhv. bin og binti.


Metronymer: Jesus Mariasen

Det modsatte af patronymer er metronymer, altså hvor børnene tager navn efter moderen. Det ses som regel kun, når faderen har været ukendt – altså hos børn uden for ægteskab. Fænomenet er sjældent i dansk historie, for når fædrene ikke ville vedkende sig paterniteten, så blev børnene som regel opkaldt efter den egn eller den gård, hvor moderen kom fra. Min egen tipoldemor, Emma Donsted, kom fra Donsted i Albæk Sogn.

Det kendteste eksempel i Danmark er kong Svend Estridsen, der var Svend Tveskægs dattersøn. Svend Estridsens far var en svensker, der forrådte Svends onkel, kong Knud den Store, og patriotiske historieskrivere har efterfølgende ikke villet udødeliggøre ham, ved at kalde kongen for Svend Ulfsen.

Et andet eksempel er Jesus, der i Koranen konsekvent omtales som Isa bin Maryam ‘Jesus, søn af Maria’. Dette skyldes, at Jesus ikke havde nogen biologisk far, og muslimerne anerkender som bekendt ikke Jesus som Guds søn.


Farvel til Jensen?

Som sagt, har over halvdelen af os et efternavn, der ender på -sen. Det skyldes hovedsageligt uheldige og utilsigtede navnelove gennem de seneste 180 år. Og siden CPR-registeret ophævede nødvendigheden af faste slægtsnavne, så har høje gebyrer afholdt folk fra at tage nye navne.

Men i dag, den 1. april 2006, træder en ny navnelov i kraft. Og med den sker flere væsentlige ændringer i forhold til tidligere. Først og fremmest er det blevet gratis at ændre efternavn, og Kirkeministeriet regner med, at 60.000 danskere om året vil tage navneforandring. Det er en fordobling i forhold til nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*