Horne-præsten, der manede og spøgte

Gennem tiderne har der knyttet sig flere historier til sognepræsten Anders Thomsen Hjørring. I fuldskab skulle han fx have dræbt sin avlskarl ved at mane ham i jorden, og i dag spøger præsten i Horne præstegård …

I artiklen “De gamle præster i Horne og Asdal” i Vendsyssel Årbog 1918 har P. Christensen samlet en række beskrivelser af præsterækken i Horne-Asdal pastorat. Artiklen er især baseret på pastor Friis’ optegnelser om sine forgængere i præsteembedet, som han selv beklædte 1858-79.

Friis havde dels samlet sine oplysninger fra ældre folk på egnen, dels fra kirkebøgerne. Beskrivelserne om de gamle præster havde Friis sammenfattet i en række morsomme rim, kaldet “Præstevisen”.



Anders Thomsen Hjørring var sognepræst i Horne og Asdal sogne fra 1608 til sin død i 1651 eller 1654. Han er den 4. kendte præst i embedet og Friis digtede om ham:

Her Anders Thomsøn Hjøring nu
Blandt Sognepræsterne fremtræder;
Han spøger saa det er en Gru.
Jeg kan dig vise trende Steder,
Hvor han har manet døde ned,
Ja, somme Tider levende.



Strandfoged Hans Pedersen Rimmen i Asdal gav pastor Friis flere oplysninger om nogle af de gamle Hornepræster. Om Anders Thomsen berettede han:

Præstens Kone kunde ikke lide, at han gik saa meget ud, og hun fik derfor en af Karlene til at tage et Lagen over sig for saaledes at agere Spøgelse og kyse Herr Anders. Men Præsten var stærk i at mane Spøgelser og nedmanede den arme Karl ved den store Sten, som endnu ligger paa Præstegaardens Jord tæt ved Stien ligeover for Kirken. Sagnet tilføjer endvidere, at Præsten hentede Nadverbrød og Vin og gav Karlen, da han gav sig tilkende.

Under Horne Kirkes Reparation i 1777 fandt man Præsten hel og holden i sin Kiste. Nu havde Arbejderne deres Morskab ved at gøre Løjer med det ærværdige Lig. De gav det en Pibe i Munden og Stok i Haanden og lod det saaledes staa hele Dagen op til Kirkens Mur. Men om Natten fik de det betalt, thi Herr Anders aabenbarede sig for de værste – to Murersvende, som om Natten laa i Koret, – og det i “bare Ilds’luer,” saa der maatte være hedt, hvor han kom fra, og tumlede saaledes med dem, at de om Morgenen var som Skeletter at se til.

Da han atter lagdes i Kiste, blev et dødfødt Foster, som den daværende Præstekone paa samme Tid var nedkommet med, lagt i Kisten hos ham; men det kunde Herr Anders ikke lide, og han gjorde om Natten saa meget Spektakel i Huset, at man endelig maatte tage Barneliget fra ham. Saa fik man da Fred.

Anders Thomsen Hjørring var søn af min tip10oldefar, rådmand Thomas Madsen i Hjørring. Anders’ søster og svoger – og mine tip9oldeforældre – var Inge Thomasdatter og Peder Lauridsen, der var sognepræst i Tornby.



Anders Hjørrings afløser var Claus Hansen Bang, der forlod embedet i 1662. Ifølge sagnet skulle han være blevet afsat som præst i Horne, fordi han voldtog præsteenken. Andre kilder siger dog, at han selv forlod embedet. Han endte i hvert fald sine dage i København, hvor han ernærede sig som digter.

Claus Bangs efterfølger i embedet var i øvrigt Christen Christensen Sæby – min tip8oldefar. Vi ved ikke meget om ham, udover, at han forinden præstegerningen havde været rektor og kapellan i Sæby. Pastor Friis digter:

Herr Christens Fader Christen hed,
Men heller ikke mer jeg ved.
I Sæby var han ærlig fød,
Her fandt han sig en salig Død.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*