Peer Yde ~ Maren Jensdatter, Sdr. Tranders


Vis stort kort


Peer Yde

Peder Christian Simonsen var født i Hals ved indsejlingen til Limfjorden og blev døbt i Hals Kirke den 2. oktober 1791. Han var uægte søn af Simon Sørensen og Mette Sophie. Senere oplysninger antyder, at faderen blev gårdmand i Øster Hassing, og at moderen flyttede til Aalborg.

Som barn kom han til Sønder Tranders og kom i tjeneste hos Christen Guldbæk, sikkert som hyrdedreng. Efter nogle år kom han i tjeneste hos gårdmand Jens Jensen Yde i Sønder Tranders. Der tjente han i 9 år og det må være fra den tid, Peder selv fik tilnavnet Yde. Senere var han i tjeneste hos endnu et par gårdmænd i Sønder Tranders.

Fra et forhør i 1830 kender vi hans signalement: 67 Tommer høi (175 cm), klein af Lemmer, Lyst glat Haar, blaae Øjne.


Kært barn …

Ved dåben anførte præsten fejlagtigt hans navn som Peder Johann, men han hed Peder Christian. I flere kilder skrives han blot som Peder, og fra en højesteretsdom ved vi, at han i Sønder Tranders blot blev omtalt som Peer Yde (uden blødt d i Peder; sikkert udtalt med langt e til forskel fra det moderne Per). Tilnavnet Yde kom af, at han i 9 år tjente hos Jens Jensen Yde i Sønder Tranders.


Maren Jensdatter

Der er ingen efterretninger om Maren Jensdatter før 1816. Ifølge flere kilder var hun født omkring 1786 og enkelte kilder indikerer hun kan have været fra Uttrup ved Nørresundby. Ved vielsen boede hun i Gug i Sønder Tranders Sogn.


Tjenestefolk i Gug og Sønder Tranders

Peer og Maren fik sønnen Jens uden for ægteskab i februar 1816. På det tidspunkt var de begge tjenestefolk i Gug. De giftede sig måneden efter, den 16. marts, i Sønder Tranders Kirke.

I juli 1817 fik Peer og Maren barn nummer to og da boede de stadig i Gug. Men på et tidspunkt før marts 1819 flyttede de til Sønder Tranders og fik der deres tredje barn.

Maren Jensdatter døde i Sønder Tranders den 29. august 1821, formentlig i barselssengen, og kun 35 år gammel. Hun blev begravet på kirkegården i Sønder Tranders.

Efter Marens død opløstes resten af familien mere eller mindre. Peer var enkemand med 3 børn i alderen 2-5. Og han var endnu ikke fyldt 30 år. Der er ingen efterretninger om datteren Maren bortset fra, at hun døde før 1830. Sønnerne Jens og Niels kom hurtigt under fattigforsorgen i Sønder Tranders.


Tambour ved infanteriet

Den Lille TambourDen ældste søn Jens blev som 12-årig i 1828 antaget som tambour, dvs. signaltrommeslager, ved 3. Jydske Infanteriregiment i Aalborg. Det er uvist, om det var frivilligt, eller om han blev tvunget til det af Sønder Tranders Sogn, så han ikke lå fattigkassen til last.
Han lod sig hverve for 8 år, men tjenestetiden skulle dog først beregnes fra det tidspunkt, han blev konfirmeret. Tambourer lod sig ofte hverve for helt op til 12 år.
Tambourerne var som regel store drenge og for mange var det begyndelsen på en karriere som underofficerer. Så langt nåede Jens dog ikke, for han døde 11. maj 1830, kun 14 år gammel og ukonfirmeret. Dødsårsagen har måske været en ulykke eller en epidemi på kasernen, for en sergent ved regimentet døde dagen efter og en jæger endnu to uger senere.

Illustration: Den lille Tambour (Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek)


En uforbederlig tyv og småsvindler

Peer Yde blev i Sønder Tranders i et stykke tid efter Marens død i 1821. Men i sommeren 1824 var han i Hobro. De nærmere omstændigheder er ikke klarlagt, men i august 1824 blev han ved Hobro Byret dømt for at have stjålet et sølvlommeur. Dommen lød på 10 dage på vand og brød i Hobro Arrest. Da straffen var udstået, blev han sendt tilbage til Sønder Tranders, hvor han fik tjeneste på Postgården.

Til skiftedag den 1. november 1825 skulle Peer Yde have været i tjeneste hos Christen Uttrup (måske en slægtning til Peers afdøde hustru), men kom i stedet igen i uføre – geraadede i vidtløftighed, som der står i retsprotokollen. Anden Juledag 1825 udstedte amtmanden i Aalborg en arrestordre på Peer Yde og i løbet af januar og februar 1826 sad han på anklagebænken i byretstuen i Aalborg for en hel stribe forbrydelser.

Først havde han stjålet en kjole (her muligvis i betydningen overfrakke) hos købmand Kjellerup i Aalborg og pantsatte den for 3 skilling. Ifølge købmanden var den det tredobbelte værd. Dernæst stjal han en uldhue hos købmand Sørensen til en værdi af 1 rigsbankdaler og efterlod sin egen hat i bytte.

Desuden blev Peer Yde tiltalt for have lånt penge i andres navne hos 4 forskellige købmænd i Aalborg. Og sidst, men absolut ikke mindst, var han tiltalt for at have frarøvet et barn 12 skilling, som han havde overværet blive givet til barnet.

For denne bølge af forbrydelser i november og december 1825 – og fordi han var tidligere straffet – lød dommen på 3 års rasphusarbejde i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København.

Fangeprotokol, Rasphuset, 1827
Illustration: Hvert år den 30. november skulle Rasphusets fanger skrives i mandtal. I 1827 ses Peder Christian Simonsen som nr. 163 på listen over fanger, der afsonede “paa bestemt Tid i Rasphuset”.


Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset

Tugt-, Rasp- og ForbedringshusetKomplekset på Christianshavns Torv var egentlig tre forskellige institutioner med Rasphuset som det skrappeste sted at havne. Arbejdet bestod i at file eller raspe farvetræ til støv, som blev brugt til at farve tøj. Det giftige støv gik i lungerne og farvestofferne gik i huden, så fangerne blev røde, blå og brune og fik udslæt.
Ved ankomsten fik Peer Yde udleveret et gråt sæt tøj med fangenummeret malet på ryg og bryst. Pjalterne gav dog ikke meget at stå imod med om vinteren, for på grund af brandfaren var det ikke tilladt at tænde ild. Der har været hundekoldt.
Kosten var elendig og ensformig og fangerne havde alskens hudsygdomme, fordi det vrimlede med utøj. Tæsk og overgreb fra både medfanger og fangevogtere var en del af dagligdagen. Den elendige og vilkårlige behandling af fangerne førte flere gange til oprør, som kulminerede i 1817, da fangerne nedbrændte anstalten.


Fæstningsarbejde på livstid

Den 3. marts 1829 havde Peer Yde udstået sin straf og blev sendt hjem til Sønder Tranders, hvor han atter fik tjeneste hos købmand Frederik Steen, der ejede Postgården.

Men et år senere, i marts 1830, havde Peer Yde igen svært ved at holde fingrene i lommen. Denne gang var det i Bispensgade i Aalborg, hvor han gik ind til værtshusholderske Maren Madsdatter og huggede en tobaksdåse i perlemor med sølvbeslag. Dåsen slog han i stykker og sølvbeslagene solgte han på Nytorv til en købmand for 8 skilling.

Højesteretsdommens forsidePeer fik imidlertid dårlig samvittighed og efter at have vandret hvileløst rundt i Aalborg i et par dage, meldte han sig selv hos byfogeden. Denne gang var der ingen pardon. Peder Christian Simonsen Yde havde for tredje gang gjort sig skyldig i tyveri, og der var kun én passende straf: fæstningsarbejde på livstid.

Han ankede først til Landsoverretten i Viborg og derefter til Højestet i København, men begge steder blev byretsdommen stadfæstet. I november 1830 måtte Peer Yde igen den lange vej til København, hvor han blev indsat i Stokhuset med fangenummer 729.


Benådet – og ny dom

Efter næsten 11 års slid med fæstningsarbejdet, fik Peer Yde kongens benådning i juni 1842. Peer måtte dog blive i Stokhuset et godt stykke tid indtil myndighederne fik klaret papirarbejdet, fx skulle han have et nyt rejsepas, så han kunne vende hjem til Sønder Tranders. Løsgængeri var helt udelukket.

Men i august, to måneder efter benådningen, var den gal igen. Peer Yde var stadig indsat i Stokhuset og var blevet sendt til Gentofte sammen med flere andre straffefanger. Her skulle de udføre havearbejde i Vangehuset, som blandt andet var værtshus.

I en middagspause gik straffefangerne på værtshuset og her listede Peer Yde sig til at snuppe en kasket, som hang på en knage. Kasketten tilhørte en staldkarl fra Højbroplads i København, som også skulle have slukket tørsten. Staldkarlen fik hurtigt mistanke til, at en af de gulklædte straffefanger måtte være gerningsmanden og han besluttede sig for at blive på stedet og holde øje med dem.

Da fangernes arbejdsdag er ved at slutte, ser karlen pludseligt, at en af dem bærer hans kasket. Karlen antaster fangen og river kasketten fra ham. I det samme falder en håndfuld rødløg til jorden, som fangen havde gemt under kasketten. Dem havde han stjålet i haven, hvor han arbejdede. Fangen identificerer sig selv som Peer Simonsen Yde.

Sagen endte ved krigsretten, hvor man åbenbart ikke bekymrede sig om bagatelgrænser. Straffen for at have stjålet en kasket og en håndfuld rødløg lød på straffearbejde på livstid. Peer Yde blev dog benådet efter 3 år.


Stokhuset

Stokhuset i København var landets mest berygtede fængsel, hvor forhærdede røvere, mordere og voldtægtsforbrydere holdtes bag lås og slå. Der var omkring 500 fanger ad gangen, slaver, kaldtes de, og flertallet sad på livstid.
I dagtimerne blev slaverne sat i lænker og sendt ud for at vedligeholde Københavns volde og andre fæstningsværker i byen. De var let genkendelige i deres lysegule fangedragter.
Fangevogterne var i reglen afdankede sergenter, der skulle tjene en nem skilling til deres alderdom og fangerne huserede stort set som det passede dem. Forholdene i Stokhuset var kummerlige og fangerne gjorde jævnligt oprør. Truslen om mytteri var så konkret, at tre kanoner pegede ind gennem palisadehegnet til fangerne.

En af Peer Ydes medfanger har beskrevet forholdene i 1841:

I August 1841 ankom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver … men træd inden for disse Døre. På dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Råddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmål. Når Slaverne ikke er ude på Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte så meget Brændevin som muligt, og jeg er vis på, at mere end ni Tiendedele af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med et Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere.

Fra Slægtsforskerens ABC, 3. udgave, s. 161 af Jørgen Green og Michael Green Schmidt.

Efter at have afsonet i sammenlagt 15 år i det på alle måder fordærvede Stokhus, blev Peer Yde i efteråret 1845 løsladt og endnu engang sendt hjem til Sønder Tranders. Og endnu engang fik han tjeneste på Postgården


Et liv på samfundets bund

Gennem hele sit liv var Peer Yde en del af samfundets bund. Han var født som et uægte barn, en horeunge, der ofte måtte finde sig i en stedmoderlig behandling uanset, hvor han kom. Allerede som 6-7-årig blev han sendt ud at tjene, og det er uvist, om han nogensinde så sine forældre igen efter den tid.

Tiderne og konjunkturerne var heller ikke på Peers side. Han voksede op, mens Revolutionskrigene og Napoleonskrigene rasede i Centraleuropa. Dengang var det var fede tider for dansk landbrug, for der var gode penge i at sælge korn til de krigsførende magter. Ikke mindst nordjyderne nød godt af situationen og købstaden Aalborg cementerede sin position som Jyllands største by med Danmarks tredjestørste havn.

Men de fede år blev afløst af magre i 1807. Danmark blev tvunget ind i Napoleonskrigen, da England stjal hele den dansk-norske orlogsflåde og beslaglagde en femtedel af handelsflåden. Danmark-Norge indgik i en skæbnesvanger alliance med Napoleon, der førte til, at Danmark gik statsbankerot i 1813 og måtte afstå Norge til Sverige i 1814. For Aalborg og omegn – blandt andet Sønder Tranders – betød det en tilbagegang på alle områder, som man først rigtigt fik vendt igen i slutningen af 1800-årene.

Da Peer giftede sig med Maren i 1816 var det blevet trange tider for dansk landbrug og det var blevet svært at blive gårdejer, for der var ingen penge at låne til indskud. Peer havde derfor ikke rigtigt andre udsigter end at forblive tjenestekarl uden fod under eget bord. For sit møjsommelige slid fik han mad, en seng i stalden og lidt lommepenge.


Den sidste udvej

Peer Yde blev flere gange ledt i fristelse, og han tog sin hårde straf. Ud over de konkrete frihedsstraffe, så var han formentlig oplevet at være socialt udstødt, da han vendte tilbage til Sønder Tranders i 1845. Helbredet var nok heller ikke været det bedste, for årene i rasphuset har sikkert givet ham problemer med lunger og luftveje. Og 15 års hårdt straffearbejde kunne forkrøble selv den stærkeste.

Udsnit fra kirkebogen fra Sønder TrandersEn efterårsdag i 1848 havde Peder Christian Simonsen fået nok. Han gik ud til en forladt mergelgrav i området, som efter endt udgravning var blevet fyldt med vand. Den 15. november kastede Peer Yde sig i mergelgraven og druknede. Han blev 57 år.

I kirkebogen noterede præsten: Havde druknet sig i en Mergelgrav, blev nedkastet paa Kirkegaarden uden Jordpaakastelse af Præsten. At han blev begravet uden jordpåkastelse betyder, at kisten blev båret direkte til graven uden nogen ceremoni i kirken. Den slags kostede ekstra, og ingen var interesseret i at bekoste en begravelse på en mand som Peer Yde.

Peer Yde havde levet i vanære det meste af sit liv, men i døden blev han dog forskånet for en sidste skamfuld behandling. Frem til 1866 var det i reglen ikke tilladt selvmordere at blive begravet på kirkegården i indviet jord. Men der kunne dispenseres fra reglen, hvis pårørende kunne bekræfte, at afdøde ikke havde været ved sine fulde fem på gerningstidspunktet.

  1. Stakkels Peer Yde!

    Det er en rigtig god måde, du fortæller historien på; jeg kan i sær godt lide at du får flettet napoleonskrigene ind på en helt naturlig måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*