Vis stort kort

Peer Yde

Peder Christian Simonsen var født i Hals ved indsejlingen til Limfjorden og blev døbt i Hals Kirke den 2. oktober 1791. Han var uægte søn af Simon Sørensen og Mette Sophie. Senere oplysninger antyder, at faderen blev gårdmand i Øster Hassing, og at moderen flyttede til Aalborg.

Som barn kom han til Sønder Tranders og kom i tjeneste hos Christen Guldbæk, sikkert som hyrdedreng. Efter nogle år kom han i tjeneste hos gårdmand Jens Jensen Yde i Sønder Tranders. Der tjente han i 9 år og det må være fra den tid, Peder selv fik tilnavnet Yde. Senere var han i tjeneste hos endnu et par gårdmænd i Sønder Tranders.

Fra en byretsdom i 1830 kender vi hans signalement: 67 Tommer høi, klein af Lemmer, Lyst glat Haar, blaae Øjne.

Kært barn …
Ved dåben anførte præsten fejlagtigt hans navn som Peder Johann, men han hed Peder Christian. I flere kilder skrives han blot som Peder, og fra en højesteretsdom ved vi, at han i Sønder Tranders blot blev omtalt som Peer Yde (uden blødt d i Peder; sikkert udtalt med langt e til forskel fra det moderne Per). Tilnavnet Yde kom af, at han i 9 år tjente hos Jens Jensen Yde i Sønder Tranders.

Maren Jensdatter

Der er ingen efterretninger om Maren Jensdatter før 1816. Ifølge flere kilder var hun født omkring 1786 og enkelte kilder indikerer hun kan have været fra Uttrup ved Nørresundby. Ved vielsen boede hun i Gug i Sønder Tranders Sogn.

Tjenestefolk i Gug og Sønder Tranders

Peer og Maren fik sønnen Jens uden for ægteskab i februar 1816. På det tidspunkt var de begge tjenestefolk i Gug. De giftede sig måneden efter, den 16. marts, i Sønder Tranders Kirke.

I juli 1817 fik Peer og Maren barn nummer to og da boede de stadig i Gug. Men på et tidspunkt før marts 1819 flyttede de til Sønder Tranders og fik der deres tredje barn.

Maren Jensdatter døde i Sønder Tranders den 29. august 1821, formentlig i barselssengen, og kun 35 år gammel. Hun blev begravet på kirkegården i Sønder Tranders.

Efter Marens død opløstes resten af familien mere eller mindre. Peer var enkemand med 3 børn i alderen 2-5. Og han var endnu ikke fyldt 30 år. Der er ingen efterretninger om datteren Maren bortset fra, at hun døde før 1830. Sønnerne Jens og Niels kom hurtigt under fattigforsorgen i Sønder Tranders.

Tambour ved infanteriet
Den ældste søn Jens blev som 12-årig i 1828 antaget som tambour, dvs. signaltrommeslager, ved 3. Jydske Infanteriregiment i Aalborg. Det er uvist, om det var frivilligt, eller om han blev tvunget til af Sønder Tranders Sogn, så han ikke lå fattigkassen til last.
Han lod sig hverve for 8 år, men tjenestetiden skulle dog først beregnes fra det tidspunkt, han blev konfirmeret. Tambourer lod sig ofte hverve for helt op til 12 år.
Tambourerne var som regel store drenge og for mange var det begyndelsen på en karriere som underofficerer. Så langt nåede Jens dog ikke, for han døde 11. maj 1830, kun 14 år gammel og ukonfirmeret. Dødsårsagen har måske været en ulykke eller en epidemi på kasernen, for en sergent ved regimentet døde dagen efter og en jæger endnu to uger senere.

Illustration: En tambour

Kilder: Lægdsrulle (Hovedrulle Aalborg, lægd 1-50, 1835, bind 182). Kirkebog (Ålborg Budolfi, 1819-1831, opslag 179, døde mandkøn). Kort- og Billedafdelingen, Det Kongelige Bibliotek.

En uforbederlig tyv og småsvindler

Peer Yde blev i Sønder Tranders i et stykke tid efter Marens død i 1821. Men i sommeren 1824 var han i Hobro. De nærmere omstændigheder er ikke klarlagt, men i august 1824 blev han ved Hobro Byret dømt for at have stjålet et sølvlommeur. Dommen lød på 10 dage på vand og brød i Hobro Arrest. Da straffen var udstået, blev han sendt tilbage til Sønder Tranders, hvor han fik tjeneste på Postgården.

Til skiftedag den 1. november 1825 skulle Peer Yde have været i tjeneste hos Christen Uttrup (måske en slægtning til Peers afdøde hustru), men kom i stedet igen i uføre – geraadede i vidtløftighed, som der står i retsprotokollen. Anden Juledag 1825 udstedte amtmanden i Aalborg en arrestordre på Peer Yde og i løbet af januar og februar 1826 sad han på anklagebænken i byretstuen i Aalborg for en hel stribe forbrydelser.

Først havde han stjålet en kjole (her muligvis i betydningen overfrakke) hos købmand Kjellerup i Aalborg og pantsatte den for 3 skilling. Ifølge købmanden var den det tredobbelte værd. Dernæst stjal han en uldhue hos købmand Sørensen til en værdi af 1 rigsbankdaler og efterlod sin egen hat i bytte.

Desuden blev Peer Yde tiltalt for have lånt penge i andres navne hos 4 forskellige købmand i Aalborg. Og sidst, men absolut ikke mindst, var han tiltalt for at have frarøvet et barn 12 skilling, som han havde overværet blive givet til barnet.

For denne bølge af forbrydelser i november og december 1825 – og fordi han var tidligere straffet – lød dommen på 3 års rasphusarbejde i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København. Arbejdet bestod i at file eller raspe farvetræ til støv, som blev brugt til at blande i maling. Støvet gik i lungerne og farvestofferne gik i huden, så fangerne blev røde, blå og brune. Farvestofferne var desuden giftige og gav udslæt.

Fæstningsarbejde på livstid

Den 3. marts 1829 havde Peer Yde udstået sin straf og blev sendt hjem til Sønder Tranders, hvor han atter fik tjeneste hos købmand Frederik Steen, der ejede Postgården.

Men et år senere, i marts 1830, havde Peer Yde igen svært ved at holde fingrene i lommen. Denne gang var det i Bispensgade i Aalborg, hvor han gik ind til værtshusholderske Maren Madsdatter og huggede en tobaksdåse i perlemor med sølvbeslag. Dåsen slog han i stykker og sølvbeslagene solgte han på Nytorv til en købmand for 8 skilling.

Peer fik imidlertid dårlig samvittighed og efter at have vandret hvileløst rundt i Aalborg i et par dage, meldte han sig selv hos byfogeden. Denne gang var der ingen pardon. Peder Christian Simonsen Yde havde for tredje gang gjort sig skyldig i tyveri, og der var kun én passende straf: fæstningsarbejde på livstid.

Han ankede først til Landsoverretten i Viborg og derefter til Højestet i København, men begge steder blev byretsdommen stadfæstet. I november 1830 måtte Peer Yde igen den lange vej til København, hvor han blev indsat i Stokhuset med fangenummer 729.

Peer Yde sled med fæstningsarbejdet i 12 år, indtil han fik kongens benådning og blev løsladt. Han blev dog straks efter sat i kachotten igen, denne gang for tyveri, begået mens han afsonede sin forrige straf. Det gav endnu en livstidsdom, men han blev benådet efter 3 år.

Stokhuset
Stokhuset i København var landets mest berygtede fængsel, hvor forhærdede røvere, mordere og voldtægtsforbrydere holdtes bag lås og slå. Der var omkring 500 fanger ad gangen, slaver, kaldtes de, og flertallet sad på livstid.
I dagtimerne blev slaverne sat i lænker og sendt ud for at vedligeholde Københavns volde og andre fæstningsværker i byen. De var let genkendelige i deres lysegule fangedragter.
Fangevogterne var i reglen afdankede sergenter, der skulle tjene en nem skilling til deres alderdom og fangerne huserede stort set som det passede dem. Forholdene i Stokhuset var kummerlige og fangerne gjorde jævnligt oprør. Truslen om mytteri var så konkret, at tre kanoner pegede ind gennem palisadehegnet til fangerne.

En af Peer Ydes medfanger har beskrevet forholdene i 1841:

I August 1841 ankom jeg til Københavns Slaveri. Vi var da omtrent 500 Slaver … men træd inden for disse Døre. På dette Leje sidder en og binder Børster og synger liderlige Viser, ved Siden af er en Tøffelmager, som ligger i en væmmelig beruset Tilstand. Hist sidder nogle og spiller Kort. Her genlyder Eder, Råddenskab, Skænderi og ofte blodige Slagsmål. Når Slaverne ikke er ude på Arbejde, er der ingen Bevogter hos dem. Vi havde en Marketender i Huset, som med Hjertens Glæde solgte så meget Brændevin som muligt, og jeg er vis på, at mere end ni Tiendedele af Slaverne var fordrukne. Her blev ranet, og det blev solgt til Soldaterne eller sendt med et Fruentimmer til Forhandling i Byen. Sergenterne opkøbte det overflødige Fangebrød, tog Stikpenge og tillod Slaverne at drikke sig fulde, spille Kort og komme sammen med løsagtige Fruentimmere.

Kilde: Slægtsforskerens ABC, 3. udgave, s. 161

Efter at have afsonet i sammenlagt 15 år i det på alle måder fordærvede Stokhus, blev Peer Yde i efteråret 1845 løsladt og endnu engang sendt hjem til Sønder Tranders. Og endnu engang fik han tjeneste på Postgården

Et liv på samfundets bund

Gennem hele sit liv var Peer Yde en del af samfundets bund. Han var født som et uægte barn, en horeunge, der ofte måtte finde sig i en stedmoderlig behandling uanset, hvor han kom. Allerede som 6-7-årig blev han sendt ud at tjene, og det er uvist, om han nogensinde så sine forældre igen efter den tid.

Tiderne og konjunkturerne var heller ikke på Peers side. Han voksede op, mens Revolutionskrigene og Napoleonskrigene rasede i Centraleuropa. Dengang var det var fede tider for dansk landbrug, for der var gode penge i at sælge korn til de krigsførende magter. Ikke mindst nordjyderne nød godt af situationen og købstaden Aalborg cementerede sin position som Jyllands største by med Danmarks tredjestørste havn.

Men de fede år blev afløst af magre i 1807. Danmark blev tvunget ind i Napoleonskrigen, da England stjal hele den dansk-norske orlogsflåde og beslaglagde en femtedel af handelsflåden. Danmark-Norge indgik i en skæbnesvanger alliance med Napoleon, der førte til, at Danmark gik statsbankerot i 1813 og måtte afstå Norge til Sverige i 1814. For Aalborg og omegn – blandt andet Sønder Tranders – betød det en tilbagegang på alle områder, som man først rigtigt fik vendt igen i slutningen af 1800-årene.

Da Peer giftede sig med Maren i 1816 var det blevet trange tider for dansk landbrug og det var blevet svært at blive gårdejer, for der var ingen penge at låne til indskud. Peer havde derfor ikke rigtigt andre udsigter end at forblive tjenestekarl uden fod under eget bord. For sit møjsommelige slid fik han mad, en seng i stalden og lidt lommepenge.

Den sidste udvej

Peer Yde blev flere gange ledt i fristelse, og han tog sin hårde straf. Ud over de konkrete frihedsstraffe, så var han formentlig oplevet at være socialt udstødt, da han vendte tilbage til Sønder Tranders i 1845. Helbredet var nok heller ikke været det bedste, for årene i rasphuset har sikkert givet ham problemer med lunger og luftveje. Og 15 års hårdt straffearbejde kunne forkrøble selv den stærkeste.

En efterårsdag i 1848 havde Peder Christian Simonsen fået nok. Han gik ud til en forladt mergelgrav i området, som efter endt udgravning var blevet fyldt med vand. Den 15. november kastede Peer Yde sig i mergelgraven og druknede. Han blev 57 år.

I kirkebogen noterede præsten: Havde druknet sig i en Mergelgrav, blev nedkastet paa Kirkegaarden uden Jordpaakastelse af Præsten. At han blev begravet uden jordpåkastelse betyder, at kisten blev båret direkte til graven uden nogen ceremoni i kirken. Den slags kostede ekstra, og ingen var interesseret i at bekoste en begravelse på en mand som Peer Yde.

Peer Yde havde levet i vanære det meste af sit liv, men i døden blev han dog forskånet for en sidste skamfuld behandling. Frem til 1866 var det i reglen ikke tilladt selvmordere at blive begravet på kirkegården i indviet jord. Men der kunne dispenseres fra reglen, hvis pårørende kunne bekræfte, at afdøde ikke havde været ved sine fulde fem på gerningstidspunktet.

Se oversigt over familien.

Vis stort kort

Christen Jørgensen “Kiil”

Christen blev født i juledagene 1763 og døbt nytårsdag i Horne Kirke. Forældrene var Jørgen Kiil og Anna Bjerg, der fæstede Kiilgården (Kilegården) i Højrup, få kilometer fra Hirtshals, der dengang kun var et lille fiskerleje.

Han blev konfirmeret i foråret 1780 og boede stadig hos forældrene i Højrup ved folketællingen i sommeren 1787, da han var 23 år.

Inger Marie Rasmusdatter “Smidt”

Marie, som hun blot kaldes ved flere lejligheder, blev født og døbt i august 1765 i Mygdal. Hun var datter af den stedlige skoleholder Rasmus Smidt og hustru Kirsten Poulsdatter.

Maries far døde i 1772, mens Marie endnu kun var seks år gammel. Moderen giftede sig i stedet med Peder Lauritsen, der overtog embedet som skoleholder i Mygdal.

Skoleholder i Højrup og Bangsbostrand

Christen og Marie blev trolovet i november 1787 og viet i december samme år i Mygdal Kirke. Allerede fire måneder senere, februar 1788, fik parret sønnen Jens.

En kilde nævner, at Christen Kiil var skoleholder i Mygdal efter vielsen. Her må være tale om en misforståelse, for ud over sønnen Jens fik Christen og Marie fire børn, som alle blev født i Højrup i perioden 1791-95. Det må derfor have været i Højrup, Christen Kiil var skoleholder. Maries stedfar Peder Lauritsen nævnes som skoleholder i Mygdal endnu ved folketællingen i 1801.

På et tidspunkt i løbet af 1795 flytter Christen og Marie med deres fire børn til Bangsbostrand ved Frederikshavn. Deres ældste søn Jens var død et par år i forvejen kun fem år gammel. I Bangsbostrand overtog Christen Kiil embedet som skoleholder efter Maries bror Anders Rasmussen Rønnest, som havde opgivet at gå i faderens fodspor og i stedet ville forsøge sig som murermester.

Affæren med Ane Baadsmand

Den 10. januar 1796 bliver en pige døbt i Flade Kirke og får navnet Ane Kirstine Christensdatter. Moderen hedder også Ane Kirstine, med tilnavnet Bådsmand, og hun udpeger skoleholder Christen Jørgensen Kiil som faderen til sin uægte datter. På det tidspunkt er Christen Kiil lige fyldt 32 år og Ane Kirstine Bådsmand var midt i 40′erne.

Sidespringet var dog ikke nok til, at Christen mistede sin stilling som skolelærer for landsbyens børn. Han og Marie blev i Bangsbostrand frem til 1799 eller 1800 og fik i mellemtiden yderligere en søn og en datter.

Videre til Læsø

Ved folketællingen i februar 1801 bor far, mor og seks børn i Vesterø på Læsø. Her er Christen nu i sin tredje stilling som skoleholder samtidig med, at han er kirkesanger i Vesterø Kirke.

“Kirkesanger og skoleholder i Vesterø” Christen Jørgensen Kiil døde den 27. april 1833 i Vesterø, 69 år gammel. Inger Marie Rasmusdatter kom på aftægt hos datteren Ane Cathrine i Vesterø, hvor hun døde den 10. oktober 1847, 82 år. Begge var begravet på kirkegården i Vesterø.

Se oversigt over familien.

Slægtsforskerne Birgitte Lykke Sommer og Flemming Væversted Jørgensen er også efterkommere af Christen Kiil og Marie Smidt.

Vis stort kort

Jöns Jönsson

Jöns var den yngste af husmand Jöns Jönsson og Elna Andersdotters tre sønner. Han blev født i Östraby i Skåne den 15. januar 1817 og kun to dage gammel blev han døbt i Torrlösa Kirke.

Pernilla Bengtsdotter

Der er en del usikkerhed om, hvem Pernillas forældre var, og hvornår hun var født. Forskellige kilder peger på tre forskellige forældrepar:

1. Husmand Bengt Nilsson og Marna Mårtensdotter, fødselsdato ukendt
2. Husmand Bengt Nilsson og Marna Magnusdotter, født 22.8.1807
3. Gårdmand Bengt Pettersson og Lusse Nilsdotter, født 10.9.1806

Ved sin død i 1882 er Pernilla noteret med alderen 65 år, 5 måneder og 1 dag. Hvis man regner bagud, skulle hun i så fald være født den 19. december 1816, hvilket er i overensstemmelse med de husforhør (en slags folketællinger), der kendes fra hendes voksenliv.

Bengt Nilsson og Marna Mårtensdotter (nr. 1) fik en datter på denne dag, men hun hed Karna og kan ikke være identisk med Pernilla. Ved husforhøret 1842-1845 er Bengt Nilsson enke og har to hjemmeboende døtre: Karna og Pernilla.

Ved husforhøret er Pernillas fødselsdato angivet som 10. september 1806. Den dato henviser til gårdmand Bengt Pettersson og Lusse Nilsdotters (nr. 3) datter, men der er formentlig tale om en misforståelse.

En anden mulighed er, at Pernilla var datter af den anden Bengt Nilsson og Marna (nr. 2), som boede i sognet i de år. Bengt og Marna Magnusdotter fik en pige ved navn Pernilla den 22.8.1807. Der kan senere være sket en sammenblanding af familie 1 og 2.

Husfolk i Östraby

Jöns og Pernilla blev gift i Torrlösa Kirke den 7. november 1842. De bosatte sig i Östraby, hvor de begge kom fra, og boede der hele livet.

Brudeparret til venstre er klædt i traditionelle skånske vielsesdragter. Jöns og Pernilla har måske set sådan ud ved deres bryllup i 1842.
Fra Le costume historique af Auguste Racinet.

Jöns Jönsson døde den 9. juni 1867, kun 50 år gammel. Han døjede med et sår på benet, som ikke ville læges på grund af dårligt blodomløb. Den endelige dødsårsag kan have været koldbrand som følge af en infektion i såret.

Pernilla Bengtsdotter var enke i 15 år og døde i Östraby den 20. maj 1882. Begge var begravet på kirkegården i Torrlösa.

Se oversigt over familien.

Vis stort kort

Peder Pedersen “Willes”

Peders var født i første halvdel af 1740’erne. Hans ophav er uvis, men noget tyder på, han var fra Aalborg.

Ved flere lejligheder ses han med tilnavnet Willes, hvis stavemåde varierer lidt, fx Ville og Vills. I og omkring Aalborg var der flere personer på den tid, som brugte det samme navn. Peders forlover ved brylluppet i 1776 var en Christen Ville fra Aalborg.

Maren Jørgensdatter

Maren Jørgensdatter var født i Tylstrup i Ajstrup Sogn og blev døbt i Ajstrup Kirke den 7. juli 1748. Forældrene var skrædder Jørgen Pedersen og Anne Marie Olufsdatter.

Husfolk i Grindsted

Maren og Peder blev trolovede i Tylstrup i marts 1776 og viet i Ajstrup Kirke 28. juni samme år.

Parret slog sig i første omgang ned i Vadum, hvor de fik sønnen Peder i efteråret 1776. Inden for et par år herefter, flyttede de til Grindsted i Hammer Sogn, hvor de fæstede et husmandssted.

Maren Jørgensdatter døde i Grindsted nytårsdag 1794, kun 45 år gammel. Peder Pedersen døde samme sted i sommeren 1796, kun godt 50 år gammel.

Se oversigt over familien.

Vis Vis stort kort

Niels Blaae og Ingeborg Christensdatter

Niels og Ingeborgs var født i midten af 1600-tallet, men deres ophav kendes ikke. I slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet boede de på Rimmen i Asdal Sogn, hvor de sandsynligvis har fæstet et husmandssted under Asdal Gods.

Asdal var et lille fattigt og forblæst sogn ved Hirtshals, som ofte var plaget af sandfygning. Der skulle gå endnu et par hundrede år, før byen Hirtshals opstod og bragte velstand til området.

Da Niels og Ingeborg var helt små, var der nogle meget kolde vintre i Danmark. I februar 1658 kunne den svenske hær gå hele vejen fra Fredericia til København, hvilket endte med at Danmark afstod Skåne, Halland og Blekinge. I det hele taget var Niels og Ingeborgs tilværelse præget af de tilbagevendende krige mod svenskerne.

I 1732 blev der lavet en liste over de syge og fattige i Asdal Sogn, som var berettiget til fattighjælp. På listen er også enkekonen Ingeborg Blaae, som formentlig er den samme som Ingeborg Christensdatter.

Niels Blaae døde altså før 1732, men kirkebøgerne fra Asdal Sogn er kun bevaret tilbage til 1732, så tidspunktet kan ikke præciseres nærmere.

Datoen kan ikke tydes, men Niels Blaaes Enke paa Rhimen, nafnlig Ingeborg Christensdatter, 79 Aar blev begravet i 1733.

Se oversigt over familien.

Parret omtales i slægtsbogen “Slægten fra Biersted Sogn“, ane 92+93.

Slægtsforskerne Poul Høj, Henrik Sørensen, Arne Nielsen og Elsebet Skov er også efterkommere af Niels Blaae og Ingeborg Christensdatter.

Vis stort kort

Peder Jacobsen “Hegelund”

Peders ophav er uvis, men ifølge nogle kilder var han født omkring 1660 i Rubjerg Sogn.

Inger Hansdatter

Inger var født omkring 1680 i Jelstrup, hvor faderen Hans Pedersen Saltum var sognepræst. Moderen var Anne Jacobsdatter Vordingborg.

Gårdfæstere ved Hjørring

Peder Jacobsen og Inger Hansdatter blev gift i 1701 på dispensation fra Frederik IV. I Aalborg Bispearkiv kan man læse, at Peder Jacobsen Hegelund fra Rudbierg i Vendsyssel og Inger Hansdatter maa udi ægteskab sammenkomme, uanseet de hinanden udi andet og tredie leed skal være beslegtede.

Peder og Inger har altså været enten fætter/kusine eller halvfætter/-kusine, og slægtsskabet går rimeligvis via Ingers mor, som var præstedatter fra Rubjerg.

Peder Hegelund fæstede en gård lidt nord for købstaden Hjørring, som hørte under Baggesvogn Gods.

Inger Hansdatter døde i Hjørring den 1. marts 1709. Begravelsesprotokollen angiver hendes alder til 28 år.

Peder giftede sig 28. december 1710 i Sindal Kirke med Anne Ibsdatter.

Peders og Annes videre skæbne er endnu ikke kortlagt.

Se oversigt over familien.

Slægtsforskerne Helle Jakobsen og Bettina Dahl Søndergaard er også efterkommere af Peder og Inger.

Vis stort kort

Aftegning af Morten Olufsen Tvillings segl
Kilde: Slægten fra Biersted Sogn

Morten Olufsen “Tvilling”

Morten var født i Hjørring Købstad i 1650′erne. Faderen var Oluf Jensen Aarhus, rektor ved latinskolen og kapellan. Moderen var Birgitte Pedersdatter, præstedatter fra Tornby.

I 1680′erne underskriver han sig flere gang som Morten Olufsen Tvilling. Det er uvist, hvor tilnavnet stammer fra, men han har givetvis haft en tvillingbror eller -søster.

Helle Christensdatter

Helle var født i 1650′erne – formentlig i Sæby. Faderen var Christen Christensen, som i de år var kapellan og gårdejer i Sæby. Moderen var Ingeborg Christensdatter Bistrup, datter af en rådmand fra Hjørring.

Helle flyttede i 1662 med forældrene til Horne præstegård, hvor faderen blev kaldet til sognepræst.

Degn i Horne og Asdal

Morten Olufsen fik et embede som degn i Horne-Asdal omkring 1674. Her blev han gift med Helle, som var datter af præsten i de sogne.

Degnens primære opgave har været at holde skole for sognenes børn, men Morten Olufsen har formentlig også været kirkesanger ved gudstjenesterne i Horne og Asdal.

I nogle sogne boede degnen i en degnebolig, hvor skoleundervisningen også foregik. Men i de to fattige sogne, som ofte blev ramt af sandfygning, blev der først råd til at opføre en skole i 1732 – længe efter, Morten Olufsen var død. I stedet havde Morten Olufsen en lille gård, et bol, og undervisningen foregik på skift hos gårdmændene i området.

I 1690 var degnens årlige løn 4 tønder byg. Af sin sølle indtægt skulle han betale 1½ tønde rug i afgift til Hjørring latinskole. I en indberetning til biskoppen i Aalborg i 1690 meddeler Morten Olufsen, at indtægterne ikke var nok til, at han kunne brødføde sin familie og samtidig betale kopskat.

Ida Skeel var ejer af hovedgården Asdal 1645-85. Hun forsøgte at hjælpe den fattige degn, og forærede ham et stykke jord på Sønder Hede i Horne. Jorden fik han kvit og frit, og han skulle heller ikke betale skat af den, men det har krævet hårdt arbejde at bryde hedelaget og gøre jorden anvendelig til dyrkning:

haffur jeg bevilget Morten Olufsøn, degn i Horn at maa opbryde til tak Sønder Hede, som fattig, hvor det bedst kan være bryken, og Jorden hand være dygtig som skal til at forberede det Ringe Borlig (bol) med, som hand af mig i fæste har, hvilket hand skal nyde quit og fri for arbejd og landgilde, indtil jeg anderledes til Sinds Vorde, hvor imod hand skal give mig sin revers, at hand det af mig har sted og fest, og naar samme revers til min fuldmægtig paa Asdal leveres, haffuer hans samme fuldkommen stedmaal – dd paa Stemplet papir at giffue det til Witterlighed under min egen haand, 19 juni 1683.
Ide Skeel.

At dette er en rigtig Copie aff Originalen Widner jeg underskrifne med egen Haand.
Morten Olufsen Tvilling

Kilde: Aalborg Bispearkiv

I 1685 døde Ide Skeel og sønnen Otto Rantzau overtog Asdal. Greven var en af datidens største jordbesiddere, og han hjalp yderligere Morten Olufsen ved at afskrive de afgifter, som degnen skyldte i landgilde – den årlige skat, som Morten Olufsen skulle betale af sit fæste:

Morten Degn i Horne efterladis hans Skyld og Landgilde aff det hafte Bolig i Horn Niels Nielsen i fæste og fradøde, bortgive hannem og det jord som min sl. fru Moder hannem forundt haffner Wester Horne by indtil jeg anderledes til Sinds Vorder.

Stubdrup 12. November 1685
Greve Otte Rantzau

Dette at være en rigtig Copie efter Originalen vidner jeg

Morten Olufsen Tvilling

Den afdøde Niels Nielsen, som nævnes ovenfor, og hvis bolig Morten Olufsen overtog, var Mortens svigerfar i andet ægteskab. Vi ved ikke præcist, hvornår Helle Christensdatter døde, men sandsynligvis i årene 1681-85. Morten giftede sig herefter med Maren Nielsdatter, hvis fars bol Morten altså overtog i november 1685.

Solgte jord og ejendomme i Hjørring

Selvom lønnen var ringe og der ikke var nogen tjenestebolig til Morten Olufsen, så har han alligevel ikke været helt uden midler.

I 1670 solgte han sammen med sine søskende et hus i Hjørring til byens borgmester, Mikkel Madsen Vendelbo. Det vides ikke, hvor mange penge, huset indbragte. Huset var muligvis en arv fra moderen, Birgitte Pedersdatter, som var død i 1667.

I 1689 skænkede Morten Olufsen en halv fjerding jord til Sankt Catharinæ Kirke i Hjørring, og i 1694 solgte han den anden halve fjerding til kirken. Jorden har formentlig været en arv efter faderen, Oluf Jensen Aarhus.

Efter 34 år som degn i de to forblæste sogne Horne og Asdal, døde Morten Olufsen Tvilling i 1708 i en alder af 50-55 år.

Hans anden hustru, Maren Nielsdatter, døde i Højrup ved Horne i september 1734.

Sin søsters svigersøn

Helles mor døde i 1676, og faderen, sognepræsten Christen Sæby, giftede sig kort efter med Lisabeth Olufsdatter. Denne Lisabeth var Morten Olufsen Tvillings storesøster. På den måde blev Morten Olufsen altså en slags pap-svigersøn til sin egen søster.

Se oversigt over familien.

Parret omtales i slægtsbogen “Slægten fra Biersted Sogn“, ane 88+89.

Slægtsforskerne Poul Høj, Henrik Sørensen, Arne Nielsen og Elsebet Skov er også efterkommere af Morten og Helle.

Vis stort kort

Christen Nielsen Blaae og hustru

Christen blev født omkring 1682. Forældrene var Niels Blaae og Ingeborg Christensdatter på Rimmen i Asdal Sogn.

Navnet på Christens hustru kendes ikke. Hun er nævnt en enkelt gang i kirkebogen, ved sin død, og kaldes blot Christen Blaaes Enke.

Der er i det hele taget ikke mange efterretninger om Christen Blaaes familie. I nogle dokumenter fra 1732 i Aalborg Bispearkiv om fattigvæsenet nævnes det, at Christen og hans bror Jep hver har givet en halv tønde byg til sognets fattige.

Christen Nielsen blev begravet 1. juni 1760 på Asdal Kirkegård, alderen angives til 78 år. Christen Blaaes Enke blev begravet 5. november 1773, 80 år gammel.

Blå?

Det er uvist, hvor tilnavnet Blaae stammer fra. Christens far, to brødre og sønnen brugte også navnet.

Se oversigt over familien.

Parret omtales i slægtsbogen “Slægten fra Biersted Sogn“, ane 46+47.

Slægtsforskerne Poul Høj, Henrik Sørensen, Arne Nielsen og Elsebet Skov er også efterkommere af Christen Blaae.

Vis stort kort

Ditløf Mortensen

Ditløf (navnet blev formentlig udtalt “Ditlev”) var søn af Morten Olufsen, som var degn i Horne-Asdal sogne. Moderen var Helle Christensdatter, datter af præsten i Horne-Asdal.

Han var født omkring 1681 og er formentlig opvokset lidt syd for Horne by, hvor faderen havde et husmandssted.

Inger Jensdatter

Ingers ophav er ikke kendt. Hun var formentlig født i 1680′erne.

Almisselemmer i Horne

Der er ikke mange efterretninger om familien, for kirkebøgerne eksisterer kun tilbage til 1732, og hverken fæsteprotokoller eller skifteprotokoller fra hovedgården Asdal er bevarede.

Parret bosatte sig i Højrup i Horne Sogn. Her fik de mindst syv børn, født i perioden 1710-1730.

Fra 1732 findes en oversigt over modtagere af fattighjælp i Horne og Asdal. Som fattig af 3. Classe (de fattigste) ses Ditløf Mortensen. Som årsag til, at han skulle modtage fattighjælp, er angivet, at han havde tvende smaa Børn.

Ditløf Mortensen døde i november 1737, 56 år gammel. Inger Jensdatter døde i december 1758 og blev begravet på kirkegården i Horne nytårsdag 1759.

Skandalen om præsten Peder Hvid

I 1713-14 udspillede sig et større drama omkring præsten Peder Hvid med flere absurde retssager. Efter pres fra den magtfulde Otte Rantzau på Asdal endte det med, at præsten blev fradømt kjole og krave. Ditløf Mortensen var i december 1714 medunderskriver på en støtteerklæring til kong Frederik IV, som desværre for Peder Hvid var forgæves.

Læs mere om affæren i artiklen Peder Hvid – Horne-præsten der tissede i altervinen.

Se oversigt over familien.

Parret omtales i slægtsbogen “Slægten fra Biersted Sogn“, ane 44+45.

Slægtsforskerne Poul Høj, Henrik Sørensen, Arne Nielsen og Elsebet Skov er også efterkommere af Ditløf og Inger.

Vis stort kort

Anders Holm og Karen Thomasdatter

Hverken Anders’ eller Karens oprindelse kendes, men de var formentlig begge fra Horne eller nabosognet Asdal. Parret boede i Højrup i Horne Sogn.

Anders og Karen fik flere børn, men kirkebøgerne er kun bevarede tilbage til 1737, og skifteprotokollerne eksisterer heller ikke længere. Det er umuligt at finde ud af præcist, hvor mange børn de fik, men sønnen Morten fra omkring 1714 har været et af de ældste.

Anders Holm optræder på en liste fra 1732 over modtagere af fattighjælp i Horne og Asdal. Det er noteret, at han har tvende smaa Børn. Parret må have haft en del børn, når Morten var født i 1714 og de stadig havde småbørn i 1732.

Parret har formentlig fæstet et husmandssted i Højrup, som hørte under hovedgården Asdal. På Anders Holms tid var Asdal ejet af Rantzau-familien.

Området var fattigt og landbruget var plaget af sandfygning. Danmarks deltagelse i Den Store Nordiske Krig 1709-1720 har sikkert også kunnet mærkes i Horne med øgede skatter til finansiering af krigen. Omkring 1711 udbrød der desuden pestepidemi i Europa, som blandt andet kostede en tredjedel af Københavns indbyggere livet.

Karen Thomasdatter døde i oktober 1740, 53 år gammel. Anders Holm døde i 1742 og blev begravet lillejuleaftensdag på Horne Kirkegård.

Se oversigt over familien.

Parret omtales i slægtsbogen “Slægten fra Biersted Sogn“, ane 40+41.

Slægtsforskerne Poul Høj, Henrik Sørensen, Arne Nielsen og Elsebet Skov er også efterkommere af Anders og Karen Holm.